Fastelavn:
Vi holder fastelavn på stuerne. Vi har op til dagen klippet, klistret, pyntet stuen op og malet tønden. På dagen møder børn og voksne op og er udklædt og næsten ikke til at kende. Der slås katten af tønden, og vi hygger os med indholdet i tønden.
Påskefrokost:
Vi holder påskefrokost for hele børnehaven. Det foregår ofte i hele huset, hvor vi har dækket bord til alle børn og voksne. Børnene er med til at forberede maden, dække bord og pynte op. Formiddagen sitrer af forventningens glæde til det fælles måltid.
Sommerfest:
Vi fejrer sommerfest i august. Det gør vi blandt andet som en fælles fest med spisning og hygge på legepladsen. Der er forskellige aktiviteter, hvor børn og forældre skal være aktive og lave noget sammen. Alle familier medbringer mad til et fælles bord. Børnene glæder sig til festen i dagene op til. Der er noget specielt ved at have sine søskende og forældre med i sin børnehave.
Lygtefest:
Vi har lygtefest for hele familien i oktober måned. I ugen op til festen har børn og voksne pyntet op ude og inde med lygter, flagermus, hekse, spøgelser og andet der hører til en (u)hyggelig fest. Festen holdes på legepladsen. Alle familier medbringer græskar, som bliver lavet til flotte græskar lygter. Forældreudvalget sørger for, at der bliver serveret suppe til alle. Aftenen sluttes med, at vi alle går i samlet flok rundt om børnehaven med de tændte græskar hoveder, mens vi synger. Mørket er ved at falde på, så det hele giver en speciel stemning. Det er altid glade men også trætte børn, som går hjem efter en fantastisk aften.
Bedsteforældredag:
Vi har tradition for at invitere børnenes bedsteforældre eller en anden god ven til at komme i børnehaven for at julehygge og julepynte på stuerne. Der bages pebernødder, klippes julepynt, læses bøger eller spilles spil. Børnene synger nogle sange, og julestemningen er sat i gang med en meget hyggelig eftermiddag på stuen. Der er altid en dejlig arbejdsro, hvor vi kan se, at både børn og bedsteforældre nyder hinandens selskab.
Luciaoptog
De ældste drenge og piger i børnehaven går Lucia. I dagene op til optoget øver børnene både sangen og det at gå i optog med (batteri)lys i hånden. På selve dagen inviteres forældre og søskende til morgenkaffe/the. Nogle børn har sommerfugle i maven og i starten ikke så vild med tanken om at gå Lucia. Andre elsker det og har glædet sig siden, at de så optoget forrige år. Men når det hele er klaret, er det altid en flok stolte børn og såmænd også forældre.
Samarbejde med kirken:
Vi har fælles juleafslutning i kirken i december. Vi hører en julefortælling og synger nogle sange/salmer.
Temauger:
Vi har forskellige temauger, som ligger henover året. Projekter som tager afsæt i, hvad børnene er optaget af, eller hvad de voksne vurderer vil være værdifuldt for børnene. Det kan være krible-krable, træværksted, motionsuge, høst eller andet.
Fotografering:
Hvert år i november får børnehaven besøg af en fotograf. Der er mulighed for både at købe et portræt- og et gruppebillede. Søskende er velkomne til også at blive fotograferet.